Mangel på hotelsenge i Thailand

Charterbureauerne kan sælge flere rejser til Thailand, end der er kapacitet til på feriestederne, og derfor ledes der med lys og lygte efter nye destinationer, fortæller salgs- og marketingdirektør Jan Vendelbo fra MyTravel.

Phuket er et af danskernes foretrukne feriesteder, og i år vil der komme næsten 80.000 danskere til øen. Da der selvfølgelig også skal være plads til andre nationaliteter, er det svært at skaffe hotelsenge nok.
På Phuket er der kun ca. 31.000 godkendte hotelsenge mod f.eks. 286.408 på Mallorca. Og da danskerne helst ikke køber noget under fire stjerner, er udvalget begrænset. På Phuket betyder det, at bureauerne må søge uden for øens hovedturistmål, Patong, til f.eks. Kata og Bangtao, hvor MyTravel har åbnet et nyt Sunwing Resort for børnefamilier.

Jan Vendelbo spår, at det næste store vækstområde bliver Krabi. Her er lufthavnen for nylig blevet udvidet, så der nu kan lande fly af typen Airbus, hvilket betyder grønt lys for en øget chartertrafik til Ao Nang. Men også steder som Koh Lanta og Trang, der ligger inden for halvanden times kørsel fra lufthavnen i Krabi, står over for en udvikling, hvis man skal tro MyTravel-direktøren.
Koh Lanta er ifølge Jan Vendelbo, som Phuket var for 10-15 år siden. Stranden er bred og lækker, til gengæld er der ikke mange seværdigheder. På den nordlige del af øen er der dog fremvokset en turistby med restauranter, barer og forretninger.

(Politiken, d. 24. november, 2007)

Skrevet af