54 alarmer udløst i cockpittet

Da flyet skulle nødlande gik hele 54 alarmer om katastrofer og nært forestående farer i gang. Grunden til nødlandingen var en eksplosion i den ene motor. Dele af Rolls Royce motoren faldt af i luften, og blev lokaliseret på øen Batam i Indonesien.

Efter dramaet har vicepræsidenten for Australiens pilotorganisation, Richard Woodward, talt med de fem piloter, som arbejdede ombord under den dramatiske episode.

Han siger til Associated Press at piloterne måtte forholde sig til 54 alarmer i luften mens det to timer lange drama foregik.

”Mængden af fejl er enestående. Chancen for, at så meget kan gå galt samtidig er én til én million”, siger han.

Dramaet begyndte med, at piloterne opdagede, at en af motorerne, der er på størrelse med en stor varevogn, var i færd med at falde fra hinanden på venstre side af flyet. Dele fra motoren trængte ind i vingen, kabler blev kappet over, og herefter begyndte alarmerne at blinke i cockpittet.

Begge brændstoftanke i vingen blev punkteret, og idet brændstoffet fossede ud gav det en ildevarslende ubalance mellem flyets sider. De elektriske defekter hindrede piloterne i at pumpe brændstof fra tankene bag i flyet. Ifølge sikkerhedseksperter er et fly, som bliver bagtungt noget af det værste, der kan ske. Kommer et fly for meget i ubalance er der ikke langt til, at det mister højde og styrter.

”Jeg tror ikke noget mandskab i verden er trænet til at håndtere den mængde problemer, dette mandskab måtte klare”, siger Woodward.

Blandt de fem erfarne piloter, som var ombord, var det tre kaptajner. Alle fordelte opgaverne effektivt undervejs. Én koncentrerede sig om at styre flyet, mens de resterende forsøgte at håndtere stadig nye alarmer og samtidig informere passagererne om, hvad der foregik.

Da flyet endelig skulle lægge an til landing fortsatte problemerne. Vingeklapperne, som skal hjælpe til med at bremse flyet, virkede ikke. Det medførte, at temperaturen i bremserne nåede op på 900 grader celsius. Varmen førte til, at flere af dækkene punkterede. Med imponerende beregning sørgede piloterne imidlertid for, at flyet ikke stoppede før det var fremme ved enden af landingsbanen. Her stod brandbilerne parate, og kunne skumdække og afkøle bremserne og flyets understel.

Skrevet af Flemming Juul