55 år med Lufthansa i Danmark

I 1950’erne blev der fløjet til den danske hovedstad fra München via Hannover og Hamborg med en Convair Metropolitan. I dag flyver Lufthansa fem gange dagligt mellem København og Frankfurt og fire gange dagligt mellem København og München med Airbus A320 eller Embraer 195. Fra Billund flyves fire gange om dagen til Frankfurt.

"De seneste år er Danmark blevet mere og mere vigtig for Lufthansa i Europa. Den konstante passagervækst, selv i vanskelige tider er imponerende. Med mere end 600.000 passagerer i 2011 og et stigende antal i 2012, er vi optimistiske omkring den videre udvikling ", siger Morten Balk, country manager for Lufthansa Group.

For at fejre 55 års dagen gennemføres en særlig flyvning med Junkers 52 fra Roskilde Lufthavn i dag. Flyet, som rummer 16 passagerer, blev brugt fra 1936 og frem og fejrede sit 75 års jubilæum sidste år. Det drives af en fond (Deutsche Lufthansa Berlin Stiftung) og bliver fløjet af aktive Lufthansa piloter i deres fritid.

Skrevet af Flemming Juul