Det kører for Paaske Bus

Den traditionsrige familievirksomhed Paaske Bus er i udvikling. Det viser de sidste års bundlinjeresultater, der er blevet anerkendt af Børsen og D&B, som netop har udnævnt Paaske Bus til Gazellevirksomhed 2007.

På blot fire år er omsætningen mere end fordoblet til næsten 63 mio., samtidig med at medarbejderstaben er vokset fra 43 til 66 ansatte.

”Nu forsætter vi med at styrke de indre linjer for at fortsætte væksten”, siger adm. dir. Preben Paaske, der er søn af stifterne Bitten og Knud Paaske. Preben Paaske overtog ledelsen i 1999 og har i løbet af de seneste år bl.a. ansat ny driftschef, en produktudvikler og en ekstra salgskonsulent.

Familien Paaske har siddet bag rattet siden i 1968, hvor Knud og Bitten Paaske startede med et par turistbusser. I dag er Paaske Bus Danmarks største privatejede turistbusselskab og omfatter koncernen Københavns Rundfart A/S, der ud over Paaske Bus også tæller Vikingbus, datterselskabet A/S Copenhagen Excursions, net2bus.dk, Open Top Bus og Copenhagen City Sightseeing.

Virksomhedens 45 turistbusser markerer sig dagligt rundt i Københavns bybillede. De sørger f.eks. for, at 2.000 krydstogtturister kommer fra landgangen på Langelinje ind i byen, eller at kongresgæster kommer mellem hotel og konferencecenter.

Skrevet af