Øget salg af ungdomsrejser

I øjeblikket kan man dagligt læse beretninger om danske unges sanseløs druk på feriesteder i Bulgarien og Spanien, men det afskrækker på ingen måde Dansk Ungdomsferies kunder. Faktisk melder rejsearrangøren om øget salg i den forgangne uge.

”Som Simon Spies engang sagde: Al omtale er god omtale,” joker direktør Jesper Schousen, men fortsætter: ”Den tror jeg nu ikke på. Jeg tror mere, det er vejret, der har gjort det,” siger han og vil ikke udspecificere det øgede salg mere end at kalde det et ”pænt salg”.

Jesper Schousen har dog talt med mange mødre, der er nervøse for at sende deres døtre til Bulgarien efter at have hørt om flere voldtægter af unge danske piger.
Schousen er selv lige kommet hjem fra Sunny Beach i Bulgarien, hvor han har været på destinationsbesøg. ”Sunny Beach er på ingen måde et unormalt feriested. Området er fyldt med både børnefamilier og unge, der naturligvis fylder meget i nattelivet. Vi har ca. 500 unge mennesker dernede hver uge, så det er klart, at der er større risiko for, at der sker noget, end på de steder hvor der kun er 100 unge,” siger direktøren.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 21. juli, 2007)

Skrevet af