Icelandair afskaffer 1. november gratis mad på økonomiklassen på alle ruter, oplyste Take Off i går.
Men Icelandair præciserede sent tirsdag aften, at ændringen IKKE omfatter passagerer, som har købt billet på selskabets Economy Class før 1. oktober med afrejse efter 1. november.
”Disse passagerer bliver naturligvis kompenseret. Disse passagerer får mad uden beregning, da måltidet er inkluderet i billetprisen,” siger Karen Østerbye, PR Manager for Icelandair i Skandinavien, til Take Off og tilføjer:
”Vi erkender, at vi selvfølgelig skulle have meldt det ud sammen med pressemeddelelsen.”
Icelandair fjerner fra næste måned gratis mad på økonomiklasse, dog ikke til børn.
”Men den går ikke,” sagde Danmarks Rejsebureau Forenings direktør i går på Take Offs hjemmeside.
Også fra næste måned får Icelandair en ny klasse, Economy Plus. Men afskaffer gratis mad på økonomiklasse og vil have betaling for tæpper og puder, hed det i pressemeddelelse mandag.
”Det var dog en vanvittig idé. Passagerer, som har betalt billet, har krav på gratis mad som var med i prisen, da billetten blev købt. Så må Icelandair give spisebilletter til disse passagerer. Icelandair skulle have talt med United Airlines, der i sidste måned prøvede at stoppe gratis mad på langruterne – men nærmest blev slagtet af den store kritik og måtte opgive tanken,” sagde Danmarks Rejsebureau Forening adm. direktør, Lars Thykier, i går til Take Off og tilføjede:
”Jeg tror, at Icelandair kan miste kunder på den konto. Jeg forstår ikke, hvorfor de gør det, og jeg tror ikke deres produkt kan bære, at opkræve betaling for mad på økonomiklasse.”
Børn op til 11 år vil stadig få gratis mad og drikke, tæpper og puder hos Icelandair samt gratis hovedtelefoner og underholdningstilbud. Måltider til børn under to år skal bestilles separat.
Icelandair var i fjor 11. største flyselskab i Københavns Lufthavn med 327.000 passagerer. Icelandairs største rute er mellem København og Keflavik.
HB
Tagget med: Danmarks Rejsebureau Forening Icelandair Keflavik Københavns Lufthavn United