Stor dansk messe for turoperatører

Mellem 27-29. april inviterer Danmarks Turistråd næste år danske udbydere af ferieprodukter til en international markedsplads, hvor de kan møde 120 turoperatører fra 13 lande i Skandinavien, Europa, Østen og USA/Canada.



Denmark International Famshop (DIF) er en nyskabelse, der erstatter de tidligere Nordisk Workshop og Denmark European Workshop.



DIF 2004 får H.C. Andersen 2005 som overordnet tema. Og det genspejles i, at arrangementet holdes på Fyn – og at de sociale arrangementer og famtrips (produktkendskabsture) får fokus på H.C. Andersen jubilæet. De faglige møder holdes på Egeskov Slot – og deltagerne overnatter i Odense.



Prisen for deltagelse for danske udbydere er ifølge Danmarks Turistråd ”gunstig:” en person betaler 16.000 kroner, mens to deltagere fra samme virksomhed skal hoste op med 22.000 kroner.




Sidste frist for tilmelding er fredag den 28. november. Læs mere på DT’s hjemmeside.

Skrevet af