Icelandair køber andel af Easyjet

Icelandairs nye bestyrelsesformand, Hannes Smarason, vil gøre selskabet mere aggressivt gennem bl.a. opkøb. Det første kom i fredags, hvor Icelandair købte 8,4% af det engelske lavprisselskab Easyjet. Ifølge London-avisen The Times betaler Icelandair 50 mio. GBP – cirka 600 mio. kr. – for aktieposten.



Hannes Smarason, der kontrollerer over 30% af aktierne i Icelandair, udelukker ikke yderligere opkøb i Easyjet. ”Vi har stor tro på Easyjets forretningsmodel og vi tror selskabets fremtidsudsigter er lyse,” siger han. Easyjet er efter de irske rivaler fra Ryanair, Europas største lavprisselskab.



Icelandair skriver i børsmeddelelsen, at det betragter investeringen i Easyjet som en langtidsinvestering – og vil angiveligt gerne købe endnu en aktiepost i samme størrelse.



Icelandair blev for nylig sat i forbindelse med ungarske Malev, når flyselskabet skal privatiseres.



Tidligere på måneden købte islandske Air Atlanta det engelske charterselskab Excel Airways for 100 millioner GBP, cirka 1,2 milliarder danske kroner.



ICELANDAIR HAR STORE EKSPANSIONSPLANER

Bestyrelsesformand Hannes Smarason sagde i forrige uge, at Icelandairs forretningsområder skal øges ved opkøb, flere ruter og at aktiekapitalen skal hæves 40%.



“Vi kigger på muligheder for at vokse i vore nabolande gennem opkøb og sammenlægninger. Vi vil blive meget aggressive,” sagde Smarason.



Icelandair oplyste forleden, at selskabet til maj åbner en ny sommerrute til San Francisco; flyvetiden fra Island til SFO bliver otte timer. I forvejen betjener selskabet Boston, Minneapolis, New York, Orlando i Florida samt Washington DC (Baltimore) samt 18 destinationer i Europa.



Smarason siger at Icelandair overvejer flere destinationer på vestkysten af USA, i Europa og sågar Asien, f.eks. Tokyo fra næste sommer.



Forhåbentlig er Icelandair bedre til luftfart end engelsk. På selskabets hjemmeside bringes et referat af en tale fra bestyrelsesformanden – referatet indeholder en halv snes stavefejl, bl.a. er San Francisco to gange stavet forkert.

Skrevet af