Farvel til Tjæreborg Rejser

”Vi har ikke hørt fra Krogager-familien siden Krogager solgte Tjæreborg Rejser til Spies i 1989. Så nej, de var ikke forhåndsorienteret,” sagde Spies-direktør Jan Vendelbo ved torsdagens pressemøde til Take Off.



Tjæreborg Rejser går fra april til de evige rejsemarkeder – og Spies bliver ene om at sælge rejser for de to tidligere ærkerivaler.



En rivalisering der stoppede i 1989, da Eilif Krogager på et pressemøde på Blichers Kro i Tjæreborg præsenterede Janni Spies som ny ejer af Tjæreborg. Det skete foran næsen på daværende Sterling Airways, som Tjæreborg-præsten også havde grundlagt.



Tjæreborg Rejser udsprang af Nordisk Bustrafik, som pastor Krogager etablerede i 1951. Forbogstaverne i Nordisk Bustrafik, NB, blev også brugt af det Sterling, der gik konkurs i oktober i år.



Men efter købet af Tjæreborg gik det af en række årsager ned ad bakke for Spies-koncernen, der i 1996 blev solgt til engelske Airtours. Spies og Tjæreborg blev en del af Scandinavian Leisure Group, som i 2001 skiftede navn til MyTravel Northern Europe. I dag hører rejsekoncernen under tyske Thomas Cook.



”Vi følger sund fornuft og samler de to selskaber i Spies, vores største varemærke. Det kræver ressourcer at vedligeholde to varemærker, to kataloger, to hjemmesider osv. Det er de samme danskere, som de samme sælgere sælger de samme rejser til. Gæsterne rejser med de samme fly til de samme destinationer, og bliver hjulpet af de samme guider,” sagde Bjarne Hornbek, direktør i MyTravel Denmark på pressemødet.



MyTravel Denmark har udover Spies også Skibby Rejser, stærke på charterrejser til Grækenland, samt MyTravel Tango, der arrangerer mere individuelle rejser med rute.



I øvrigt fik MyTravel i Danmark rekordoverskud på 130 mio. kr. mod 108 mio. kr. i forrige regnskabsår. Omsætningen satte rekord med 1,7 mia. kr. – en stigning på 10 %. De sidste fem år har de danske MyTravel-arrangører haft over en halv milliard kr. i overskud.



HB


Skrevet af