Krav fra flymekanikere truer Northwest

USA’s fjerdestørste flyselskab, Northwest Airlines, skal spare 176 mio. dollar om året på lønninger til flymekanikere, og derfor har selskabet de seneste tre uger ligget i forhandlinger med mekanikernes fagforening – dog uden at komme tæt på en løsning. Bliver parterne ikke enige, kan Northwest havne i betalingsstandsning.
Senest har Northwest Airlines for anden gang truet med at forlade forhandlingerne, efter at flymekanikernes fagforening har tilbud en lønnedgang på 16 procent. Allerede for en uge siden var Northwest “kun 10 minutter fra at forlade forhandlingerne”, der i så fald vil overgå til flyindustriens forligsinstitution NMB. Der er reelt ikke langt mellem parterne, da de foreslåede 16 pct.’s lønnedgang kunne spare Northwest for 143,5 mio. dollar. Det lader dog til, at fagforeningen samtidig forlanger en garanti mod fyringer. Samtidig ønsker Northwest, at forligsinstitutioner skal skride ind, da et sammenbrud vil medføre, at Northwest efter 30 dage kan opsige mekanikernes kontrakter, samtidig med at de får rettigheden til at strejke.
Northwest har siden 2000 tabt 2,3 mia. dollar, og de seneste ugers uro omkring mekanikerne har fået aktien til at dale 31 pct., mens den nu i alt er 59 pct. lavere end ved årsskiftet.
(Børsen, 28/6)

Skrevet af