Borgermøde i Roskilde forløb uden kaos

Planerne om at udvide lufthavnen i Roskilde fik 2400 mennesker til at bruge tre timer i går aftes på at stille kritiske spørgsmål til værten – Hovedstadens Udviklingsråd´, fortæller Københavns Radio



Men trods stor spørgelyst er der stadig mange ubesvarede spørgsmål, mener Torben Steen Hansen, som er formand for StopStøjen-gruppen, der er imod planerne.



Gruppen mener ikke, at miljøredegørelsen lever op til planlovens bestemmelser.



– Samtidig ligner det noget af kup, når politikerne i det amtsråd, som opløses ved udgangen af året, alligevel har mandat til at afgøre sagen. Det lugter langt væk af, at det her skal besluttes, inden et nyt EU-direktiv om støj træder i kraft den 1. januar, siger Torben Steen Hansen.



Udvidelsen er i øjeblikket genstand for heftig debat i lokalsamfundene i og omkring Roskilde, ligesom politikernes meninger i by- og amtsråd går på tværs af partifarverne.



Lufthavnen i Tune hører under Københavns Lufthavn, der vil forlænge startbanen og skaffe kapacitet til 200.000 starter og landinger om året. Næsten 10.000 borgere har foreløbig skrevet under på en protest mod planerne, fortæller DR.


Skrevet af