Vink hjem fra Færøerne

Kreative turistforeninger burde have noget sådant i deres by: en vink-hjem plads…



I hvert fald tilbyder Hotel Tórshavn en anderledes mulighed for at sende en hilsen hjem: på taget af hotellet i centrum af byen er der nu et web-kamera, som hvert 30. sekund skifter billede – udsigten er den samme som fra de fleste af hotellets værelser. I forgrunden er en lille plads ved hotellet, bagved ses havnen i den færøske hovedstad.



Forleden blev muligheden brugt af en amerikansk turist, som skulle sende en fødselsdagshilsen hjem til et familiemedlem. Han stod på pladsen med et stort banner, hvor der stod ”Happy Birthday” til modtagen, som på den aftalte tid havde klikket sig ind på hotellets hjemmeside – : hotel.fo – og trykket på funktionen, der stillede om til web-kameraet. Her kunne de så hjemme i USA se hilsenen direkte fra Færøerne.



Hotellet har i øvrigt gjort en etage samt halvdelen af sin restaurant røgfri; restauranten har også et legeværelse til børn, som ikke gider sidde ved bordet mere.



Hotel Tórshavn i centrum af byen har 41 værelser.

Skrevet af