Sterling nåede i mål inden årsskiftet

FL Group har afsluttet købet af Sterling og overtaget den daglige drift. Prisen blev 1,5 mia. kr. – den kontante del udbetales først når Islands konkurrencestyrelse har sagt ok for handlen mellem de to islandske selskaber.



Det er Sterlings hidtidige ejer, investeringsselskabet Fons, som sælger Europas fjerdestørste lavprisselskab med 30 Boeing 737, 1.600 medarbejdere og et forventet antal passagerer i år på fem mio. til 46 destinationer.

Køber er Icelandairs moderselskab, FL Group.



”På nuværende tidspunkt er der ingen planer om at fusionere Sterlings drift med FL Groups andre luftfartsrelaterede forretninger,” hedder det i en pressemeddelelse.

Mens FL Groups luftfartsrelaterede forretninger kan opnå synergieffekter med øget købekraft af bl.a. ground services, vedligeholdelse og brændstof.



Den samlede købspris er 1,5 milliarder danske kr. De 1,1 udbetales i cash, resten i aktier i FL Group, som er noteret på den islandske børs og har en markedsværdi på 1,5 milliarder Euro.



Mens det islandske konkurrenceappeludvalg i øjeblikket overvejer, om købet af Sterling skal bringes for den islandske konkurrencemyndighed, deponeres den kontante betalinger i forbindelse med handlen på en deponeringskonto, indtil sagen er afklaret.



I øvrigt er købsprisen resultatafhængig og kan blive reduceret eller forøget op til en halv milliard kr. 500 millioner. Det afhænger af Sterlings resultat for i år.



Fons’ ejer, Palmi Haraldsson, fortsætter som bestyrelsesformand i Sterling, det samme gør adm. direktør Almar Örn Hilmarsson, mens FL Groups største aktionær og adm. direktør for FL Group, Hannes Smarason bliver nyt bestyrelsesmedlem.

Skrevet af