Første skridt tages på søndag, hvor 64 gårde over hele landet inviterer på besøg i moderne stalde. Her har målgruppen hidtil været danske forbrugere, men som et forsøg er der i år lavet markedsføring på tysk af fire gårde i Midt- og Vestjylland, fortæller P4.
-De tyske turister vil generelt gerne lære noget på deres ferie. Som forbrugere er de samtidigt meget opmærksomme på kvaliteten af fødevarer og vil vide, hvordan de er produceret, siger konsulent Anders Søgaard til Landbrugsavisen.
Det nye turisttiltag udvikles i samarbejde med turistorganisationen VisitDenmarks tyske kontor i Hamburg, som har søndagens arrangement på forsiden af hjemmesider rettet mod de tyske turister, der tager til Danmark.
Langs vestkysten omdeles der desuden tysksprogede foldere, som fortæller om arrangementet og de fire midt- og vestjyske gårde.
Det er smågrise-producenterne Ole Kjær, Ølstrup, og Kurt Nybo, Aulum, samt mælkeproducent Erling Østergaard, Bording, og slagtekalve-bedriften I/S Olesen og Andersen ved Idom, der åbner stalddørene. De producerer normalt svinekød, mælk og kalvekød, men udvider på søndag sortimentet med en turistoplevelse.

STANDBY.DK Nyt om rejser

