Nyt rejsebureau i Danmark

36-årige Anette Meng står som country manager for Select Travel i Danmark. Hun kender rejsebranchen fra sin tid i bl.a. krydstogtselskabet Bella Vista Travel, som hun stiftede med den nuværende direktør, Jesper Boas Smith.



Select Travel, siger Anette Meng til Take Off, er dominerende på det svenske marked for luksusrejser og har datterselskaber i Norge og Finland. Selskabet har specialiseret sig i individuelle og eksklusive rejser til en række af verdens mest luksuriøse hoteller.



Bureauets flotte katalog, der er på størrelse med telefonbogen i en mellemstor provinsby, koster 80 kroner – plus porto. Men filosofien er vel, at har en rejsende råd til at betale fra 30.000 kroner og opefter for bureauets produkter, er der nok også penge til kataloget.



”Vi har endnu ikke sat nogen kampagne i gang i Danmark. Men det til trods har vi allerede fået en række kunder som via mund til mund metoden har hørt om os. Og, tro mig, der er kunder til de priser, vore rejser koster,” siger Anette Meng, og tilføjer: ”Tag det jyske marked, det skal man ikke underkende, selv om nogen i København kan være tilbøjelig til det. Her er masser med rigtig mange penge til rejser.”



Anette Meng blev kontaktet om sit nuværende job efter hun havde sagt farvel til Bella Vista Travel og var flyttet til Aalborg.

Skrevet af