Kao Lak igen åbent for danske turister

Det er stadig et stykke på vej til de 6.000 hotelværelser Kao Lak havde før tsunamien, men langt over sidste år, hvor Kao Lak havde omkring 1.600 værelser færdige.

Kao Lak var det område som blev værst ramt under tsunamien. Over 4.000 omkom. Mens andre områder i Thailand f. eks. Patong kom sig i løbet af nogle måneder, tog det meget længere tid for Kao lak fordi ødelæggelserne var altomfattende.

“Før tsunamien havde Kao Lak en belægningsprocent på 90. Sidste år var den 20-30. Denne vinter venter vi i højsæsonens fem måneder fra november – april en belægning på omkring 45 procent. Først i 2008 venter vi at være normalt kørende igen,” siger Prasert Chanpolngam, formand for Kao Lak turistorganisation til Stand By i Thailand.

“Tsunamien lærte os, at vi skal passe på naturen. Vi vil ikke forurene eller ødelægge. Vi vil satse på øko-turisme og ferier henvendt til familier og personer som er interesseret i naturen. Mennesker, der sætter pris på en dejlig strand, solen, maden, en venlig befolkning og de kvalitetsprodukter, der dyrkes i og omkring Kao Lak,” siger Theeratep Sriyapant, viceguvernør, Phang-nga til Stand By.

I de første seks måneder i år havde Kao Lak 2.825 besøgende. En stigning på 2.782 procent, fra 98 besøgende året før.

Skrevet af