Danskere rejser uden forsikring

Mange danskere er villige til at rejse uden rejsesygeforsikring, når det gule sygesikringskorts dækning begrænses fra årsskiftet. En undersøgelse, som Catinét har gennemført for FDM travel viser, at hver sjette dansker (17%) ikke vil tegne en særskilt rejseforsikring, når reglerne ændres, mens16% endnu ikke har taget stilling til, om de vil tegne en forsikring.

”Det kommer bag på os, at så mange vil rejse på ’chancen’. Hvis man bliver syg, skal man selv sørge for hjemtransport, og der er mange lande, hvor man ikke længere kan få gratis lægebehandling, siger Jesper Ewald indkøbschef i FDM travel og formand i Danmarks Rejsebureau Forening.

Kun 61% er sikre på, at de vil tegne en forsikring, mens 7% siger, at de vil gøre det, hvis de er væk i længere tid.

Ifølge undersøgelsen er det kun lidt over halvdelen, der allerede i dag tegner en rejseforsikring, mens en tredjedel oplyser, at det afhænger af destination, rejsens længde eller siger, at de aldrig tegner rejseforsikring. Den sidste andel (18 %) oplyser, at de er dækket ind via deres familieforsikring eller kreditkort. Kreditkortdækningen er dog ofte betinget af, at rejsen er betalt med kortet.

Skrevet af