Dødsfald

Man kom ikke uden om Bjarne Verne Jensen i den danske rejsebranche i perioden fra 1970 og 25 år frem. Det skulle man heller ikke. Han satte sit meget professionelle præg på både charterrejser og senere ferie i Danmark.



Da han blev hentet fra stillingen som indkøbschef for et stort chokoladefirma i Århus til stillingen som direktør for Tjæreborg Rejser under pastor Krogager var det ikke altid lige let, men han klarede skærene i tre år, inden han sammen med gode kolleger startede eget bureauer i Århus, som dog relativt kort efter i 1972 blev overtaget af A. P. Møller koncernen med Unisol på Rådhuspladsen i København.



Med humør og gå på mod samt masser af nye initiativer begav han sig ud i konkurrence med Spies og Tjæreborg, understøttet af Maersk Air, For første og sidste gang havde A., P. Møller koncernen både charterfly og rejsebureau. Den blå farve var den synlige, både hjemme og ude.



Helt tilfreds var han nu ikke altid, fordi han mente, flyselskabet blev favoriseret, når kalkulerne skulle laves på bekostning af rejsebureauet. En problemstilling mange kender den dag i dag. Men, bureauet bed sig godt fast op gennem 70`erne med den ene oliekrise efter den anden.



I næsten 20 år, fra 1978, blev han så manden, der førte Danland- kæden frem til Danmarks største feriehotelkæde. I sin nærmeste stab havde han to kendte navne som Poul Erik Madsen og Peter Willemoes, og det trekløver fik pludselig dansk ferie i avisernes spalter på en hidtil helt ukendt måde. Faktisk førte de meget af charterlærdommen over til dansk turisme.



Overalt hvor Bjarne Verne Jensen kom frem, spredte han opmærksomhed og lyst til at tale om branchen. Helt til han i 1997 gik på pension, men blev ved at holde fast i sit politiske arbejde. Han var amtsformand for De Konservative i København, og en periode medlem af partiets forretningsudvalg.



Endnu en markant skikkelse med mange gode venner i den danske rejsebranche er gået bort.



Begravelse er på lørdag 28. april kl. 11 fra Skovvejs Kirken i Ballerup.

-ejv

Skrevet af