FlyMe-aktionærer i oprør

Aktionærgruppen, der anføres af forretningsmanden Franco Fedeli, har fået indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling den 15. august. Her vil gruppen, der efter eget udsagn repræsenterer omkring en tredjedel af stemmerne i selskabet, forsøge at vælte den siddende bestyrelse.
Årsagen til det åbenlyse oprør er, at FlyMe-stifter Nils Bernhard forleden solgte sin aktiepost på under 2 % af FlyMe til islandske Fons Eignarhaldsfelag, som ejer Sterling og Maersk Air. Fedeli siger til avisen Dagens Industri, at han vurderer den siddende bestyrelse som ”fuldstændig inkompetent” og han raser over, at en storaktionær har afhændet sin aktiepost dagen før FlyMe kom ud med en betydelig nedjustering af forventningerne til indeværende regnskabsår. ”Jeg er overbevist om, at bestyrelsen må have kendt til denne nedjustering, da aktierne blev solgt” siger han til DI.
FlyMe offentliggjorde i går sit halvårsresultat, der viser et tab på 60 mio. SEK. Dermed er selskabet ikke i stand til at nå sine oprindelige mål om et forbedret 2005-resultat, målt i forhold til sidste års minus på 56 mio. SEK.
Det er uvist hvor mange aktionærer, der står bag Franco Fedelis forsøg på at vælte FlyMe-ledelsen. Hvis den svenske forretningsmand har ret i sin påstand om, at en tredjedel af stemmerne er med ham i oprørsforsøget, skal samtlige storaktionærer i FlyMe bakke op om angrebet på den siddende bestyrelse. De 10 største FlyMe-aktionærer råder i dag over ca. 34 % af stemmerne i selskabet, mens de øvrige stemmer er fordelt på flere tusinde mindre aktionærer.

Skrevet af