Tredje flyulykke i to uger

Den værste flyulykke i Grækenlands historie kostede 115 passagerer og seks besætningsmedlemmer livet, da et cypriotisk Boeing 737-fly styrtede uden for Athen.



Flyet fra det cypriotiske Helios, fik problemer under en flyvning fra Larnaca på Cypern til Athen. Herfra skulle det fortsætte mod Prag.



Under flyvningen mod Athen rapporterede piloterne på Boeing-flyet om problemer med flyets aircondition-anlæg. Flyvelederne i Athen mistede kontakten og af frygt for en flykapring blev to græske jagerfly sendt på vingerne, skriver Ritzau.



Jagerpiloterne kunne på siden af Boeing-flyet konstatere, at den ene pilot sad sammensunket i cockpittet. Boeing-flyet fløj kort efter ind i en bjergside ca. 40 kilometer nord for Athen.



De græske myndigheder afviser terror og fokusere på oplysningerne om problemer med iltforsyningen.

Øjenvidner har set omkomne med iltmasker for ansigterne. Det er før set, at en pilot på et fly er besvimet, men det aldrig, at det er sket for to piloter samtidig på så stor en passagermaskine som Boeing 737.



Problemer med luftforsyningen burde ikke kunne få så fatale følger. Falder lufttrykket i den type fly, falder iltmasker automatisk ned til passagererne. Ilten til passagererne produceres om bord af en iltgenerator, mens piloterne har deres eget separate nødanlæg.



I sidste uge havarerede et Air France Airbus-fly i Toronto, men ved et mirakel slap alle 309 om bord med livet. Forrige lørdag styrtede et tunesisk fly ned udfor Sicilien, hvor 13 af de 46 ombord blev dræbt. Også i sidste uge døde 14, da en helikopter styrtede i Østersøen.

Skrevet af