Farvel til Hannibal

Hannibal & Marco Polo får nyt navn. Navnet forenkles til MarcoPolo, og samtidig lanceres virksomhedens nye logo.



Adm. direktør i MarcoPolo, René Andersen:

”Navneændringen sker for at skærpe vor profil. Vi er i gang med en stor rebranding-proces. Et led i processen er navneskiftet, som giver et mere mundret navn.”



”Alle forbinder Marco Polo med den italienske eventyrer af samme navn. Han var nysgerrig, oplevelseshungrende og rejste ud i verden. Vi formidler rejser, der tilfredsstiller samme trang til at se og opleve verden,” siger René Andersen.



Samtidig med navneskiftet lancerer MarcoPolo otte nye rejsekoncepter for at vise bureauets spændvidde: Skræddersyet, Familie, Polar, Yacht, Forkælelse, Klassisk, Natur og Opdagelse.



Og fra i morgen, lørdag, begynder TV2 over syv aftener at vise programmer, hvor TV2-meteorolog Per Fløng rejser til et af Jordens mest ugæstfri steder, Antarktis. Rejsen foretog vejrmanden med MarcoPolo.



Første film vises i morgen, lørdag, i forlængelse af vejrmeldingen kl. 18.20. Samme tid og sted fortsætter Per Fløngs beretning om livet ved Antarktis de følgende seks dage. Udsendelserne handler om dyrelivet og ikke mindst klimaforandringerne omkring Sydpolen.


Skrevet af