Fredagsklummen

DET ER SYND for København, og det er synd for dansk turisme, at der nu slås skår i glæden over den fremgang, der vitterligt er. Erhvervsminister Bendt Bendtsen vil ikke, eller kan ikke, finde de 17 mio. kr. Wonderful Copenhagen fik sidste år. Nu spilles bolden over til regionerne. Præcist som det sker med multihallen ved Bella Center.



Regeringen fralægger sig ansvaret, og regionerne er endnu ikke parate til at tage det. I en artikel i Berlingske Nyhedsmagasin peger pilen mod Lars Bernhard Jørgensen, som menes at have fejlbedømt situationen og lobbyet hos de forkerte, nemlig ministeriets embedsmænd.



Det er jeg nu ikke så sikker på. Min erfaring siger mig, at dansk turisme i alt for mange år har været afhængig af netop ministeriets embedsmænd, fordi politikerne interesserer sig så uendeligt lidt for emnet.



NÅR VI HAR en regering med en finansminister, som ikke går af vejen for at sige, at man naturligvis ikke kan give tilskud til en multihal eller andet stort idrætsbyggeri i København, uden også at skulle tage hensyn til store byer i provinsen, så er København i klemme i mere end en forstand.

Typisk for finansministeren glemmer han, at det nye skuespilhus i København netop bygges for statspenge, mens kommuner og private selv må klare ærterne i provinsen.



Det er et symptom på, hvor det er galt. København er nu engang drivkraften i Danmark, og det har heldigvis også mange debattører fra provinsen fremført. Således også Ernst Trillingsgaard, lobbyismens mester, fra Aalborg.



JEG HUSKER engang, jeg som ung journalist, så det er mange år siden, skulle skrive noget om vilkårene for en kongres i Falkonercentret. Direktøren sagde: “Se nu på Aalborg. De ringer bare efter byorkestret, så kommer de straks – og spiller gratis.



Borgmesteren tørner ud og inviterer VIP-deltagere på Rådhuset. Forretningerne spiller med og hænger landenes flag op. Restauranterne kører specialtilbud. Hvad gør vi på Frederiksberg og i København? Vi må selv betale den mindste blomst, og kan måske få lov til at låne et billede af byvåbenet.”



Det passer vel ikke helt i dag, men det snerper. Jeg tror ikke forretningerne hverken på Strøget eller restauranterne i København følger med i andet og mere end, hvad de håber, kan øge omsætningen.

Jeg tror også, man skal meget på knæ for at blive inviteret til Rådhuset. Der er 25 mio. kr. fra regionen, og så må det vel være nok. Det er hoteller og andre dele af erhvervslivet, der giver broderparten af deltagerbidraget til kampagner i fjor for ca. 50 mio. kr.



PÅ LÆNGERE sigt kommer man nok ikke udenom, at se på den dobbeltdækning, der finder sted mellem Visit Denmark og Wonderful Copenhagen nogle få hundrede meter fra hinanden. Mange af opgaverne ser helt ens ud. Analysearbejdet for eksempel. Erhvervsturismen ligeså, men naturligvis ikke en kampagne for ferie ved Vesterhavet.



Måske finder en dygtig Lars Bernhard Jørgensen alligevel 17 mio. kr. i sidste øjeblik. Måske skulle han selv gå i spidsen med en start ved at sige: “Vi sparer selv så og så meget…” og så håbe på, at resten alligevel kommer. Den gode vilje til selv at gå i spidsen, giver ofte pote.

Mener du Wonderful Copenhagen skal have de 17 mio. kr. fra staten?

Skrevet af