Danske turister bliver på Peloppones

Lørdag vendte danskere hjem fra ferie, og nye tog af sted. De 70 danskere, som havde booket en rejse til det brandhærgede Peloponnes via Apollo Rejser, tog alle sammen af sted. De er nu ankommet til deres hoteller, oplyste rejseselskabet i går.

”Vi har besøgt dem på deres hoteller dernede i dag, og selvfølgelig var nogle af dem lidt nervøse, men ingen af vores hoteller ligger i farezonerne,” oplyser salgschef i Apollo Rejser, Kevin Knudsen. Af samme grund er tilstanden erklæret normal. Det betyder, at rejserne ikke kan annulleres og omkostningerne refunderes.
”Grækenland er selvfølgelig påvirket af det, og med røgen giver det ikke de mest optimale ferieforhold, men ingen har ønsket at afbestille,” siger Kevin Knudsen.

Den danske konsul i Athen, Knud Jerne, fortæller, at meget få danskere befinder sig i de udsatte områder nær flammerne. Endnu er ingen danskere blevet evakueret, og heller ingen har ønsket det, fortæller konsulen, som sammen med Udenrigsministeriet følger sagen nøje.

I aftes havde 57 mennesker mistet livet i forbindelse med de voldsomme brande.

(Berlingske Tidende, d. 27. august, 2007)

Skrevet af