Synsk kvinde bag terroralarm i Prag


Morgenens melding om en omfattende terroralarm i går aftes i Prags lufthavn har fået en ny dimension. Her til formiddag afslørede myndighederne nemlig, at baggrunden for storalarmen var en synsk kvinde, der kontaktede politiet med oplysninger om, at hun forudså terroranslag mod bestemte fly.

Kvinden oplyste korrekt adresse og identitet ved sin henvendelse, og politiet i Prag turde ikke andet, end at iværksætte det store terrorberedskab; Således blev den tjekkiske regering underrettet, der blev indsat pansrede mandskabsvogne på lufthavnsområdet, og patruljer, bevæbmet med maskingeværer.

”Selvom sandsynligheden for et angreb er meget lav, er vi nødt til at se på det” vurderede en talsmand fra tjekkisk politi i dag.  Han tilføjede, at selvom man ikke vurderede, at der var tale om en konkret trussel, turde man ikke tage nogen chancer.

Tjekkerne har gennem de seneste måneder haft intense politiske diskussioner om opstillingen af et nyt amerikansk missilskjold i landet. Modstanderne argumenterer, at Tjekkiet dermed gør sig selv til et sandsynligt fremtidigt mål for islamiske terrorister, skriver Jyllands-Posten.

Skrevet af