Stadig flere hoteller får miljømærke

Alene det sidste år har der været en stigning på 78 pct. i antallet af hoteller, der er blevet certificeret med mærket. Tallet var i april sidste år 27 hoteller i mærkeordningen, mens tallet i april 2009 er 48 hoteller.



Det er især hoteller i og omkring København, der tegner sig for den markante stigning. Den store interesse for at blive certificeret med Den Grønne Nøgle skyldes ikke mindst FN’s klimatopmøde til december i København.



”Intet tyder på at efterspørgslen bliver mindre frem til topmødet. Udfordringen kommer med at holde fokus efter december. Men hotellerne er interesseret i mærkeordningen, fordi flere af kravene er med til at reducere ressourceforbruget,” siger sekretariatsleder i Den Grønne Nøgle, Mikal Holt Jensen.



Blandt de seneste hoteller med miljømærket er de fire Brøchner hoteller i København – Hotel Danmark, Hotel Fox, Ibsens Hotel og Hotel Kong Arthur – samt Hotel Maritime og Marriott Copenhagen.



For at få Den Grønne Nøgle kræves, at hotellerne lever op til strenge miljøkrav i form af ca. 70 kriterier.



Miljømærket er i 13 lande og pga. stigende efterspørgsel fra udlandet ved at skifte navn til Green Key. Mærkeordningen har sekretariat i Horesta – der er mere info på hjemmesiden green-key.dk

Skrevet af