Uens priser på samme charterferie

Ekstra Bladets forbrugerredaktion bragte søndag artikel, hvor bladet efter egne oplysninger havde booket samme rejse på hjemmesiden hos seks charterbureauer og bagefter ringet til bureauerne og bestilt samme rejse.



De to bestillingsmåder – med samme afgang, hotel og eventuel rabat ved net-bestilling fratrukket – gav forskellige resultater hos alle seks testede bureauer: Apollo, MyTravel, Falk Lauritsen, Star Tour, Tyrkiet Eksperten og Ving (også et MyTravel-bureau).



Eksempelvis kunne en familie på to voksne og to børn komme med Star Tour til Tyrkiet for 15.748 kroner, når de bestilte rejsen over nettet. Da Ekstra Bladet ringede til Star Tour, kostede samme rejse 14.075 kr.



Om forskellen på 1.673 kr. siger Anne Dehn Jeppesen, jurist ved Forbrugerrådet, til avisen: ”Det er grotesk. Det er fuldstændig samme ydelse, så der skal ikke være forskel på prisen, når man bruger nettet.”



I dag bliver mere end hver tredje charterrejse bestilt foran computeren.

”Hvis man har købt en rejse på nettet og opdager, at selv samme rejse ved samme udbyder er billigere, hvis man ringer og køber den, skal man kræve differencen,” siger Anne Dehn Jeppesen.



Star Tour Danmarks salgsdirektør, Stig Elling, siger til avisen: ”sælgeren må have booket jer forkert og givet en anden forsikring. Vi kan se en lille fejl i vores basisforsikring på nettet. Det drejer sig om et par kroner. Men markedet er flydende, der kan være forskellige priser fra time til time.”

Skrevet af