Sterling har overtaget Maersk Air

Det nye Sterling er en realitet. Myndighederne har godkendt det islandske investeringsselskab Fons Eignarhaldsfelags køb af Maersk Airs kommercielle aktiviteter og sammenlægningen mellem Maersk Air og Sterling.



Det sammenlagte aktieselskab – Sterling Airlines – bliver markedsført under varemærket Sterling.



Sterling har, oplyser selskabet, en detaljeret integrationsplan for sammensmeltningen af de to selskaber. Arbejdet forventes at tage ca. 18 måneder.

Først er der fokus på tilpasning af organisationen, kundeservice og hjemmesiderne. Kunderne vil derfor se Maersk Airs logo og farver i en overgangsperiode.



Sterlings adm. direktør, Almar Örn Hilmarsson: ”Med aftalen på plads er en stor arbejdsplads sikret og et konkurrencedygtigt flyselskab skabt. Vi kan nu tage fat i at virkeliggøre vores mange fordele og muligheder. I dag fejrer alle medarbejdere det nye Sterling.”



Sterling, største lavprisflyselskab i Skandinavien og fjerdestørste i Europa, har 30 fly og fem millioner passagerer om året. Men der skal også tjenes penge – både Sterling og Maersk Air havde tre-cifrede millionunderskud i fjor.



Præcis hvad Sterling nu vil og hvor mange ansatte i Maersk Air som kan blive fyret ventes oplyst på et hastigt indkaldt pressemøde her til formiddag, onsdag.

Skrevet af