Danskerne overser nye rejseregler

Danskerne er ikke længere dækket som før af det gule sygesikringskort. Nu kan selv den korte indkøbstur til Tyskland ende med en kæmpe regning efter en ulykke eller sygdom.



Det er nemlig slut med at blive sendt hjem på det offentliges regning fra udlandet. Samtidig er læge- eller hospitalsbehandling i lande uden for EU og Vesteuropa heller ikke længere dækket af det gule sygesikringskort.



Det gælder bl.a. Egypten, Kroatien og Tyrkiet.



Tal fra Topdanmark peger på, at danskerne slet ikke er klar over, at de let kan komme i klemme. Det bekymrer produktudviklingschef i Topdanmark, Lisbeth Troels-Smith.



“Vi skrev ved ændringerne af sygesikringskortets dækning til over 400.000 kunder. Blot halvdelen af de, der har en rejseforsikring, har skiftet til den nye udvidede årsrejseforsikring, og under ti procent af kunder uden rejseforsikring har kontaktet os. Det tyder på, at mange danskere ikke ved, at man uden rejseforsikring risikerer en økonomisk lussing, hvis man rammes af sygdom eller ulykke, og ikke kan komme hjem fra udlandet for egen maskinkraft,” siger hun.



I Norden har den danske stat en særlig hjemtransportdækning, men kun hvis den er ordineret af en læge og kun direkte merudgifter.



Hjemmesiden sundhed.dk har under “Rejsesygesikring” detaljer om det gule korts dækningsområde.


Skrevet af