Dropper salg for luksushoteller for at hjælpe gadebørn i Indien

Den 33-årige pige fra Hobro er et usædvanligt hjertevarmt menneske – den danske og nordiske rejsebranche har i årevis mødt hende som sælger for først Hilton Copenhagen Airport og de seneste tre år for den fine Edwardian-kæde med 12 hoteller i London.



Men om få uger træder hun ud af sit elegante business-tøj og de højhælede for at rejse til Indien. Et år, to år, det ved hun endnu ikke.



”Jeg har været i Indien to gange og elsker kulturen. Jeg er fascineret af landets mangfoldighed med bl.a. ekstrem fattigdom og ekstrem rigdom. Man både griner og græder samme dag. Min fascination skyldes at landet er så totalt anderledes end Danmark. Livet er død hårdt for de fattige og der er intet socialt sikkerhedsnet som vi kender det fra Danmark.



Det er deprimerende med al den fattigdom og jeg kan selvfølgelig kun gøre en lille forskel – men har man bare én gang vist et lille fattigt barn kærlighed, givet det et kram, talt med barnet, måske købt en cola til barnet, så ser man også den fantastiske glæde, disse små ting giver. Herhjemme i Danmark skal vi have så mange ting for at blive lykkelige – sådan er det ikke i fx Indien,” siger Lisbeth Johansen til Take Off.



Hun har brugt et år på at rejse alene jorden rundt – og under en rejse sidste år mødte hun på en strand i det sydlige Indien en lille gruppe voksne med en masse børn.



De kom fra den frivillige, private organisation Caring Hands India, bag den står et kristent indisk ægtepar som i byen Karnataka bl.a. arbejder for at redde unge piger fra prostitution.



”Pigerne på deres hjem kommer fra en bestemt kaste med tradition for at være prostituerede – for at være med til at forsørge deres familier. Når pigerne er 10-12 år gives de til præster, som er de første til at udnytte dem – derefter bliver de prostituerede. De er vokset op med, at prostitution er noget ”naturligt,” deres mødre har også været det.



Men stadig flere af disse dybt fattige familier fra denne kaste indser, at det ikke er rigtigt at gøre deres døtre til prostituerede – og bryder konventionerne ved at overdrage deres døtre til Caring Hands. Caring Hands har 64 pladser på deres hjem, hvor de bl.a. giver pigerne skolegang,” siger Lisbeth Johansen.



Udover pigerne prøver Caring Hands også at hjælpe de ca. 2.000 prostituerede i området – skønsmæssigt halvdelen af dem har AIDS.



”Jeg skal hjælpe de unge piger samt de voksne prostituerede. Jeg har arbejdet meget med ”coaching” og har mit eget deltidsfirma, Advisa. I Indien skal jeg prøve at give disse kvinder en tro på, at livet ikke betyder, at de skal ligge sig ned og være prostituerede. Vi skal også lave forebyggende arbejde om prævention og om at undgå HIV og AIDS,” siger Lisbeth Johansen.



Caring Hands er udelukkende finansieret af private midler – fra udlandet kommer der kun hjælp fra USA.

Lisbeth Johansen vil også arbejde med fund-raising for at skaffe flere penge til arbejdet, fra fx de europæiske lande.



Se Caring Hands’ hjemmeside her



Og Lisbeth Johansen kan kontaktes via e-mail:

lj@advisa.dk



HB


Skrevet af