Lufthansa bekræfter fusionssamtaler

Det tyske flyselskab Lufthansa bekræftede i weekenden, at selskabet har haft uformelle drøftelser med det kriseramte SWISS om et formelt samarbejde. Kilder i Lufthansa understreger dog, at en fusion ikke er nært forestående, fordi konditionerne for en egentlig overtagelse ikke er til stede. Disse vilkår omfatter, at SWISS skal være overskudsgivende samt have ryddet op i sin økonomi, før en sammenlægning kan komme på tale.
En fusion vil bl.a. medføre, at SWISS formentlig vil ophøre som interkontinental operatør og udelukkende fungere som regional leverandør af passagerer og fragt for Lufthansa. Efter sigende skulle SWISS allerede have accepteret at opgive Zürich som knudepunkt.
SWISS’ koncernchef, Christoph Franz, vil endnu ikke bekræfte en forestående fusion, men understreger, at en sådan kræver sorte tal på bundlinien. ”Jeg har altid holdt på, at vi første må være sikre på, at vi kan give overskud,” siger Franz. I fredags fremlagde han regnskabet for 2004, som bød på et nedslående nettounderskud på 140 mio. schweizerfranc.
(Berlingske Tidende, 12/3 & Børsen, 14/3)

Skrevet af