Debat: Gouda tager fejl

Af Rasmus Kjeldahl, direktør for Forbrugerrådet



Gouda beskylder i barske vendinger Forbrugerrådet (Take Off’s hjemmeside 30. januar, red) for at vildlede forbrugerne med forkerte oplysninger og ikke at have sat sig ind i tingene. Det er ikke rigtigt.



Forbrugerrådet har kritiseret selskaberne for at opfordre forbrugerne til at tegne nye rejseforsikringer, hvor de i forvejen er dækket – fx på skiferier i de nordiske lande, hvor Nordisk Konvention sikrer både sygdomsbehandling, og udgifter til hjemtransport af fx skadede skiløbere, hvis lægerne skønner, at patienten ikke kan rejse hjem med en transport der ellers var planlagt.



Det var på den baggrund, at Forbrugerrådet udtalte, at “Ændringerne i den offentlige rejsesygesikring betyder stort set ikke noget for rejser i Norden”.



Det blev underbygget i Berlingske Tidendes Rejseliv lørdag den 2. februar, som, efter at have forhørt sig hos Danske Regioner, skriver:

“Forsikringsselskab beskylder Forbrugerrådet for “farlig Vildledning” og bringer derefter selv forkerte oplysninger ind i diskussionen om dækning eller ikke dækning i den offentlige rejsesygesikring. Rejseliv skærer igennem: Skadede skiløbere er fortsat sikret hjemtransport fra Norge og Sverige”.



På den baggrund fristes man til at bede Gouda svare på, hvem det så er, der vildleder forbrugerne, og som ikke har forstået reglerne.

Kritikken kommer oven i købet, fra et specialistselskab, der lever af at sælge rejseforsikringer.



Tilsvarende kan man sige, at når den professionelle part – som her Gouda – har så svært ved det, hvordan skal forbrugerne så kunne håndtere rejsedækningen?

Og dermed er vi fremme ved kernen: Forbrugerne skal ikke forhandle rejseforsikringer, hver gang de skal ud at rejse. Efter ændringerne af reglerne for det gule sygesikringskort (nu sundhedskort) har alle forbrugere et behov for at være dækket ved hjemtransport for rejser udenfor Norden. Her vil vi arbejde for at hjemtransport worldwide bliver et tilvalg til Familiens Basisforsikring på samme måde som øvrige tilvalg.



Det er et problem som alle “rejsende” forbrugere pludselig har fået, og som der derfor også pludselig er behov for at få forsikringsdækket.



(Læs Goudas svar på tiltalen i Lunch på Take Off i dag)

Skrevet af