Stor James Bond-udstilling i London

I år er det 100 år siden, at James Bonds skaber, forfatteren Ian Fleming blev født. Det har inspireret Imperial War Museum i London til en udstilling med fokus på forfatteren og på Agent 007.



”For Your Eyes Only: Ian Fleming and James Bond” vil se på Fleming og agenten i historisk sammenhæng, kaste lys over, hvor meget af romanerne der var ren fantasi, og hvor meget der var baseret på virkelige personer og begivenheder, Fleming havde oplevet i sin egen karriere.



Før han skrev Bond-bøgerne var Fleming tilknyttet den britiske efterretningstjeneste under 2. Verdenskrig. Han blev senere journalist hos Reuters og rejseskribent før han flyttede til Jamaica, hvor han begyndte at skrive om James Bond.



Udstillingen omfatter sager som Ian Flemings manuskripter og noter til romanerne – han skrev også den mere muntre ”Chitty Chitty Bang Bang” – samt effekter fra James Bond-filmene, bl.a. Daniel Craigs blodplettede skjorte fra ”Casino Royale” og Halle Berrys bikini fra ”Die Another Day”.



Udstillingen åbner 25. april og varer til 1. marts 2009, oplyser VisitBritains glimrende nyhedsbrev.



Take Off’s Departement for Trivia-viden om James Bond, kan tilføje, at Ian Lancaster Fleming snuppede navnet ”James Bond” fra en ornitolog, der havde skrevet en bog om fugle i Caribien.





Imperial War Museums hjemmeside er: london.iwm.org.uk






Skrevet af