Også Forbruger Europa undsiger Sterling



DR’s Kontant afslørede tirsdag, at flere flyselskaber ikke giver penge tilbage, hvis der fx er en fejl på billetten, så den ikke svarer til, hvad kunden har bestilt.



Forbruger Europa opfordrer forbrugerne til at sætte sig ind i, om flyselskabet tilbyder fortrydelsesret, når der købes flybilletter over nettet:



”Langt de fleste varer, man køber på nettet, er omfattet af fortrydelsesret. Det vil sige, at man kan få pengene retur, hvis købet fortrydes inden 14 dage,” siger leder af Forbruger Europa, Peter Fogh Knudsen, ifølge Politiken.



Men når det gælder flybilletter, er der ingen lovpligtig fortrydelsesret, og der kommer mange forbrugere i klemme:



”Det er vigtigt, at sætte sig ind i, hvilke ordninger det enkelte flyselskab har. Lavprisselskaber som Sterling, har ofte ingen fortrydelsesret. Men en sådan hos de dyrere selskaber er inkluderet,” siger Peter Fogh Knudsen.



Mange kunder klager over, at flyselskaberne ikke giver kompensation, hvis selskabet ændrer rejsedato eller aflyser flyet, og man derfor må købe en dyrere billet hos et andet selskab.



”Her er reglerne helt klare, og der er vi uenige med Sterling. Hvis flyselskabet ikke overholder sin del af aftalen, når en nethandel er indgået, skal kunden kompenseres for sit tab,” siger Peter Fogh Knudsen.






Skrevet af