Rejsearrangører aflyser eller tilbyder afbestilling

Naturkatastroferne og det efterfølgende kaos på asiatiske feriedestinationer har fået de store danske charterarrangører til at reagere forskelligt. Hos MyTravel kan alle rejsende med dagens afgang til Phuket, DK551, frit vælge at gennemføre eller aflyse deres købte rejse. MyTravel-personale i Phuket arbejder i døgndrift med at registrere de omkring 450 gæster, rejsearrangøren har i Phuket-området, og det samme er tilfældet på destinationerne Sri Lanka og Maldiverne.
Hos Star Tour har man helt aflyst dagens afgang til Phuket. Selskabet beskriver situationen i ferieområderne Phuket by samt Krabi og Karon som ”tålelig” efter naturkatastrofen, mens situationen på Khao Lak er mere problematisk. Star Tour forklarer, at man følger situationen her meget nøje, og opdaterer sin webside med nye oplysninger en gang i timen.
Også charterarrangøren Apollo har valgt at indstille afrejser til de katastroferamte områder i de kommende dage, og selskabet tilbyder sine gæster fri af- eller ombooking. Apollo opfordrer i øvrigt pårørende, som har hørt fra rejsende i området, til at kontakte selskabet, for at hjælpe med registreringen af de gæster, man havde på destinationerne, da katastrofen indtraf.

Skrevet af