75.000 så Mariko Mori på ARoS

Når ARoS Aarhus Kunstmuseum på søndag lukker døren til Mariko Mori-udstillingen ”Oneness” ventes 75.000 at have set den japanske kunstners højteknologiske og interaktive værk, som siden oktober har fyldt en pæn del af museet.

”Det kan vi kun være meget tilfredse med. Til sammenligning svarer det publikumstal til, hvad vi havde af besøgende et pænt år i den gamle museumsbygning. Vi har i øvrigt konstateret, at der efter nytår har været ekstra interesse for udstillingen, og ikke mindst i weekender er folk strømmet til. Vi har indtryk af, at det er en mund til øre-udstilling. Gæster har fortalt deres oplevelser videre til venner og bekendte, som så er blevet tilpas nysgerrige efter at stifte bekendtskab med denne verdenskunstner. Det viser de mange tilbagemeldinger vi får om udstillingen,” siger kommunikationschef Bjarne Bækgaard, ARoS. Museet får i 2008 sin første udendørs skulptur. Bjarne Bækgaard ønsker ikke før onsdag at oplyse navnet på kunstneren bag skulpturen, hvor den skal placeres og i øvrigt, hvilke udstillinger publikum kan se frem til i løbet af året.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 23. januar, 2008)

Skrevet af