Kommentaren

Nu er det jo ikke højsæson for badeferieophold i Tyrkiet, og derfor er ramaskriget muligvis udeblevet.



Men det er helt ude i hampen at henvende sig til offentligheden med advarsler, der bygger på den tynde forudsætning, at en anholdt i København er mistænkt for at ville tage et dansk gidsel i et muslimsk lande for at tvinge myndighederne til at løslade to anholdte i en terrorsag.



Det er klart, at råheden er rykket ind i det stilfærdige danske samfund og truslerne om terroranslag er blevet hverdag. Derfor er påpasselighed på plads. Selvfølgelig. Og myndighederne skal naturligvis være på vagt og udsende advarsler, når disse er relevante.



Men der skal også være mening i galskaben.

Fordi en solist er blevet anholdt og har haft gidselplaner, er det altså meningsløst at sætte en skræk i livet på alle danskere, der skulle nyde lidt sol og varme i denne kolde tid.



Hvis det bliver kutyme vil den ene advarsel afløse den næste. ”Ulven kommer” – effekten vil indtræffe. Og den dag hvor advarslen har tyngde og alvor vil den måske blive overhørt, fordi der konstant er en strøm af alle mulige rygter, som Udenrigsministeriet straks benytter lejligheden til at veksle til advarsler og opfordring om at vise agtpågivenhed.



I denne sag har myndighederne skudt spurve med kanoner. På et mildt sagt spinkelt grundlag er en masse danske turister i den islamiske verden blevet jaget en skræk i livet. Helt grundløst og vel blot fordi UM gerne vil dække sig ind.



Når danske myndigheder rejser det røde advarselsflag skal det være fordi, der er reelle risici. Ellers skal man lade være. Det skaber kun utryghed. Det var vel egentlig det modsatte, der var sigtet.


Skrevet af