Maersk Air sender åben invitation til Sterling

”Det er et stort skridt, Sterling og de islandske ejere nu tager”. Det er den umiddelbare reaktion fra Maersk Airs direktør, Finn Øelund (billedet) på nyheden om, at den danske lavpriskonkurrent vil åbne for lavprisfly på langruter til USA til oktober. Øelund bekræfter sin udtalelse fra torsdag i sidste uge om, at Maersk Air gerne vil samarbejde med Sterling om at fylde de oversøiske lavprisfly: ”Vi feeder jo til Continental Airlines, og kan således allerede i dag tilbyde vores rejsende USA. Men man kunne sagtens forestille sig et samarbejde med Sterling om USA også” siger Finn Øelund, og fortsætter: ”Det kunne være i en form, hvor vi feeder fra vores europæiske rutenet til København, for så at sende passagererne videre med Sterlings USA-ruter, og vi vil da også gerne sælge langrutebilletterne via internettet”.

Og den åbne invitation fra Finn Øelund bliver positivt modtaget hos Sterling. Her siger kommerciel direktør, Stefan Vilner, at ingen samarbejdsmuligheder er udelukket: ”Fordi man konkurrerer blodigt på en rute eller to kan det jo godt være, der er sammenfaldende interesser på andre områder”. Sterling har endnu ikke lagt sig endeligt fast på, om de oversøiske USA-flyvninger skal udgå fra København, eller om flyene får base i enten Stockholm eller Oslo. (Se artiklen om Sterlings langruter, her på siden). Men ifølge Vilner vil et samarbejde med Maersk Air kunne være medvirkende til at styrke den danske hovedlufthavns muligheder for at få ruten eller ruterne.

Skrevet af