Ryanair ignorerer EU-krav



Den planlagte premieredag på en ny Ryanair-rute mellem Billund og Edinburgh er blevet udskudt fra 23. september til 5. november 2008. Årsagen er, at flyselskabet ikke kan få leveret de nye fly til tiden pga. strejke blandt flyleverandøren Boeings medarbejdere.



”Vi har holdt øje med strejken og har advaret vores kunder mere end to uger før, ruten skulle være startet,” fortæller European Communications Manager, Daniel De Carvalho fra Ryanair til Morgenavisen Jyllands-Posten.



De kunder, der havde booket en billet hos Ryanair, fik den 9. september en sms fra selskabet om, at afgangen var aflyst.



Ryanair er villig til at betale pengene retur til de kunder, der har fået aflyst deres fly, men mener ikke, at selskabet hører ind under den EU-forordning, der sikrer flypassagerers rettigheder, og som pålægger selskabet at tilbyde en erstatningsrejse.



Det er jurist Peter Fogh Knudsen fra Forbruger Europa ikke enig i:



”Det eneste, Ryanair ikke behøver betale, er en kompensation – den er de kun forpligtet til at betale, hvis de aflyser mindre end to uger før afgang,” siger han.

Skrevet af