Sterling fik første kvartalsoverskud

Sterling fik en passagerfremgang på 45% i første halvår af i år – og fløj i alt 607.444 passagerer. Sterling fortsætter sin vækst ved til foråret at udvide med yderligere to fly.



April-kvartal blev det økonomisk hidtil bedste for Sterling siden selskabet for to år siden begyndte at satse på ruteflyvning. Sterling fik et overskud på 7,7 mio. DKK mod et underskud på 8,4 mio. DKK i samme periode sidste år. Samlet for halvåret er Sterlings resultat dog negativt med 20,9 mio. DKK, men forbedret i forhold til første halvår 2002, der gav et tab på 56,4 mio. DKK.



Sterlings administrerende direktør, Torben Anker Sørensen, siger: “Tallene dokumenterer, at skandinavernes interesse for direkte flyvning til lavpris vokser. Med lave priser, hyppige frekvenser, enkle billetregler og et voksende antal direkte flyvninger til populære destinationer leverer Sterling et eftertragtet produkt. Nu sætter vi væksttempoet yderligere i vejret og får to helt nye Boeing 737-800 fly fra foråret 2004. Derefter vil Sterling råde over en moderne enhedsflåde på 10 Boeing 737-800. Med den større kapacitet kan vi tilbyde flere frekvenser på Sterlings nuværende rutenet samt åbne nye ruter.”



Sterling forbedrede i årets første halvår sin præcision. 84% af alle flyvninger afgik inden for 15 minutter fra planlagt tid mod 79% i første halvår 2002.

Skrevet af