Fælles EU-regler omkring sovebusser

EU-kommissionen mener, at sikkerheden vil blive øget, hvis der foreligger et fælles regelsæt for EU-landenes sovebusser. På dansk initiativ er der derfor blevet iværksat en hurtig undersøgelse, som sammenligner reglerne på området i alle medlemslandene. Viser undersøgelsen problemer i flere medlemslande, har kommissionen i sinde at indføre et fælles regelsæt.
Trafikminister Flemming Hansen (K) er meget tilfreds med, at EU-kommissionen tager sagen op: ”Sovebusser er beregnet til international kørsel, og derfor skal de samme regler gælde i EU – ellers bliver de omgået. Det er derfor glædeligt, at kommissionen erkender, at vi skal finde en løsning med det samme,” udtaler Flemming Hansen. Et forbud mod sovebusserne indgår ikke i trafikministerens planer, men han forhandler i øjeblikket med den tyske trafikminister om en dispensation til at køre gennem Tyskland med nyere danske sovebusser.
I denne uge skal de øvrige EU-lande orienteres om undersøgelsen, og Flemming Hansen understreger, at man fra dansk side vil arbejde for at beholde de stramme danske regler på området.
(Jyllands-Posten, 17/12)

Skrevet af