København vært for Danmarks største designby

De 110 topnominerede designs finder anvendelse på alle verdens syv kontinenter. I tråd med Index: mottoet “Design to Improve Life” adresserer designene problemstillinger som vandmangel, C02-udslip, miljømæssig bæredygtighed, sundhed og arbejdsmiljø.



Mens andre designpriser fokuserer ensidigt på form og æstetik, fokuserer juryen i denne sammenhæng i lige så høj grad på, om designeren har taget højde for designets etiske og kulturelle kontekst samt designets samfundsmæssige effekt, herunder miljømæssig bæredygtighed samt antallet af mennesker, som designet vil komme til gavn.



Allerede den 17. august åbnes udendørsudstillingen INDEX: AWARD EXHIBITION på Kgs. Nytorv, hvor alle de topnominerede designs kan opleves frem til 23. september.



Den 23. og 25. august afholdes “Copenhagen Prelude to Index|Aiga Aspen Design Summit 2008”. På konferencen vil eksperter diskutere det menneskelige og kommercielle potentiale i brugercentreret design og innovation i forhold til “Design to Improve Life”, både i den offentlige og private sektor.



Resultatet heraf sendes videre til Aspen Design Summit, der finder sted i Colorado i januar 2008. Her finpudses designforslagene, så de kan bruges til at overtale eksempelvis politiske beslutningstagere, branche- og virksomhedsledere osv. til at sørge for, at løsningerne bliver ført ud i livet.


Skrevet af