Hilton har nul-tolerance overfor prostituerede

Forleden sagde hotellets sikkerhedsrepræsentant, Tanja From Hansen, bl.a. til nyhedsbrevet fra Danmarks største fagforbund, 3F (Fagligt Fælles Forbund):



”Reglerne har været der i alle de seks år, hotellet har eksisteret, og som en rigtig amerikansk kæde er alt nøje skrevet ned. Hilton har skåret det meget skarpt ud, hvad ledelsen vil acceptere – og det er nul tolerance.”



Når f.eks. en ”gæst” henvender sig til receptionen fordi hun skal besøge et værelse, ”så ringer vi til vores gæst på værelset og siger, at der er besøg. Vedkommende vil blive registreret i vores system – af hensyn til bl.a. brandtilsynet – og der skal så betales dobbeltpris for værelset. Så er der pludselig nogle, der ikke venter gæster,” fortæller Tanja From Hansen.



Lone Søgaard Nielsen, formand for 3F Hotel & Restauration i København, kritiserede i Nyhedsbrevet 3F i denne uge, at mange hoteller forsømmer at give de ansatte forholdsregler i forhold til gæster, der ønsker kontakt med prostituerede.



Konsekvensen er, at de ansatte bliver syndebukke, når det med mellemrum afsløres i medierne, at hotelreceptionister både formidler sexkontakt og vender det blinde øje til gæsternes gøren og laden.

Skrevet af