Vil gøre Københavns Lufthavn endnu bedre

”Jeg havde aldrig regnet med at få job, der kunne være mere interessant end mit nuværende. Derfor har jeg afvist andre forespørgsler. Jeg havde gode planer for fremtiden i Procter & Gamble, hvor jeg har været i snart 20 år,” siger 45-årige Brian Petersen til Take Off fra kinesiske Guangzhou. Her har han i små tre år boet med sin marokkanske hustru og tre børn.



Brian Petersen har bl.a. en MBA fra UCLA-universitet i Californien og er general manager for fødevarekoncernen Procter & Gamble i en del af Kina.



”Jeg fik første henvendelse om jobbet i Københavns Lufthavn for to måneder siden. Tilbudet gav overvejelser – bl.a. fordi tidligere ansatte i Procter & Gamble er rykket til luftfart, bl.a. en ven som er direktør for Bruxelles’ lufthavn. Han fortalte om et spændende job. Og jo flere jeg talte med, jo mere spændende lød jobbet,” siger Brian Petersen og tilføjer:

”Jeg begyndte at sætte mig mere ind i området – bl.a. via Take Off’s hjemmeside.”



”Jeg har oplevet mange lufthavne. Og få er så gennemførte som Københavns med sin arkitektur, design og de ansattes imødekommenhed. Det er en lufthavn, jeg som dansker er stolt over,” siger Brian Petersen.



Bestyrelsen for Københavns Lufthavn valgte bl.a. Brian Petersen pga. ”hans internationale erfaring evne til at skabe vækst, evne til at forstå kundernes behov og forbedre kundeoplevelsen.”



Hos Procter har Brian Petersen haft lederstillinger i England, Sverige, Tyskland, Marokko, Schweiz og Kina.



Som ny adm. direktør for Københavns Lufthavn vil Brian Petersen bl.a. gøre, hvad han gør hos Procter: fokus på kunderne – flyselskaber, passagerer, hotel, butikker, togstationen; samt forholdet til den danske regering og samarbejdet med de australske ejere af lufthavnen.



”Københavns Lufthavn skal være bedst i Europa og atter have en service, som for et par år siden. Det er en stærk lufthavn, som kan klare udfordringerne. Vi skal levere et bedre produkt end de lufthavne, vi konkurrerer med. Og lufthavnen skal være arbejdsplads med ét ansigt overfor kunderne,” siger Brian Petersen.



Han nævner Cathay Pacific som favoritflyselskab. ”Der er fx masser af film og personlig, god service, også på turistklasse, når vi rejser med små børn.”



Brian Petersen er student fra Birkerød Statsskole – og forventer i juni at deltage i sin matematiske klasses 25 års studenterjubilæum.



Senest 1. juli trækker Niels Boserup sig efter 16 år. ”Jeg har lovet bestyrelsen, at stå til rådighed efter 1. juli, hvis der er behov for det,” siger Boserup til Ritzau. Han vil hellige sig bestyrelsesposter i bl.a. TV2 og WoCo.



HB


Skrevet af