Formanden takker sit kabinepersonale

“Der skal ikke herske tvivl om, at vore piloters ageren og beslutsomhed, var afgørende for, at havariet ikke fik værre konsekvenser end det gjorde. Det er vi dybt taknemmelige for.”



Sådan skriver formanden for CAU, kabineforeningen i Danmark. Verner Lundtoft Jensen til sine kolleger og medlemmer.



Om kabinepersonalet hedder det: “Den stolthed, vi føler for det besætningen udførte, kan man ikke give udtryk for, uden at sidde med gråden lurende i halsen. Besætningen levede op til det, der forventes af dem, at når panikken breder sig og alle flygter, så bliver kabinepersonalet trods deres egen frygt, og sikrer sig, at alle kommer trygt ud af flyet.



Personalet om bord er brandfolk, og det blev yderligere slået fast. Kaffen er noget vi serverer, mens vi venter på, at det kan gå galt (hvilket vi selvfølgelig håber, det aldrig gør). Forskellen på kabinepersonale og rigtige brandfolk er, at vi lige selv skal deltage i katastrofen, før vi skal på arbejde.



De pågældende besætninger skal vide, at alle kolleger er meget stolte af indsatsen, ” lyder det på foreningens hjemmeside.


Skrevet af