Ving øger oversøiske rejsemål

“Mauritius har de sidste 10 år solgt godt for Ving ud af Sverige, nu genintroducerer vi Mauritius fra Danmark, hvor gæsterne flyver med Air France” siger produktchef Carlos Cebrian fra Ving Danmark til Take Off Weekly. Ving bliver ene om at sælge charterrejser til Mauritius fra København, hvor 14 dage vil koste fra 12.000 kroner – skal der bos flottere og f.eks. være adgang til øens to golfbaner kommer prislappen for de to uger op på 20.000 kroner.



“Der er klart et marked for eksotiske rejsemål; vi kan være med på vognen efter prisen med rutefly er kommet ned på et interessant niveau. Men destinationer som Aruba og Mauritius er selvfølgelig marginal markeder,” siger Carlos Cebrian.



Modsat konstante forlydender om, at kun Gate Eleven i MyTravel-familien i Danmark tjener penge, siger Carlos Cebrian, at Ving Danmark giver overskud. “Vi har kun fuldt betalende gæster, vi sætter aldrig priserne ned. Vi har et godt overskud i Danmark. Ving kan godt sælge, også selv om vi har lidt dyrere hoteller og rejsemål end vore familiemedlemmer.”



Gennemsnitsprisen på en Ving-rejse er 5.000 DKK. Ving Danmark har 45.000 gæster om året, heraf rejser de 2.500 på langruterne, mens resten bruger selskabets rejsemål i Middelhavet og De kanariske Øer. Det er Ving, der har egne Sunwing-resorts i Middelhavet og De kanariske Øer, dem bor over halvdelen af gæsterne på. De kanariske Øer aftager ca. 75% af alle danske charterrejser om vinteren; som noget nyt tilbyder Ving hotelophold uden flyrejsen – også til Sunwing Resorts.



Hidtil har Thailand været favoritrejsemålet, når det gælder fjerne rejsemål hos Ving – Thailand vil fortsat være største oversøiske destination, men til vinter får Phuket konkurrence af en anden ferieø med kridhvide badestrande og turkisblåt badevand, nemlig Aruba – en af de hollandske Antiller nær Venezuelas kyst. Ving tilbyder afrejse fra både København og Billund. Passagererne flyver til Amsterdam – med KLM fra København og Maersk Air fra Billund; i Amsterdam fortsætter de med hollandske Martinair direkte til Aruba, som har 100.000 indbyggere, nærmest alle former for vandsport og 11 kasinoer.



Produktchef Carlos Cebrian forventer den kommende vintersæson 300 danske gæster til Aruba – det koster fra 9.000 – 17.000 DKK for de ni dage med fly og hotel.



Selv om Aruba og Mauritius kan være alternativer til Maldiverne, Sri Lanka og Thailand, tilbyder MyTravel Airways fra den kommende vinter direkte fly fra Billund til Phuket. Fra såvel Billund som København flyves med MyTravel Airways? Airbus 330 med plads til 360 gæster – heraf 49 på RoyalClass. Op mod 60.000 danskere skønnes det kommende år at ville besøge Phuket.



Ving vil gerne tilbage til Brasilien og Mexico og taler med familiens flyselskab, MyTravel Airways, om mulighederne.

Skrevet af