Danmarks største ekspeditionskøretøj til Albatros Grønland

Albatros Travel har netop fået leveret Danmarks hidtil største ekspeditionskøretøj til turister. Det er specialbygget i Jylland, på toppen af et helt nyt MAN-lastvognschassis, og kan rumme 32 personer i komfortable flysæder.



Da køretøjet fortrinsvis skal indsættes til Albatros’ vinter- og gletscherture i Grønland, er der indbygget fyr og komfur til kaffebrygning, ligesom vinduerne er konstrueret til indendørs landskabsfotografering i 30 graders kulde.



Det bliver således det mest avancerede køretøj i den grønlandske turisme og indgår i Albatros’ omfattende etablering i Kangerlussuaq og Sisimiut.



”Den grønlandske turisme er stadig i sin vorden, men potentialet er ganske enestående,” siger Albatros’ adm. direktør, Søren Rasmussen, der også er bestyrelsesformand i Arctic Travel Group. ”Udviklingen vil ske i takt med, at infrastrukturen udbygges med nye, bedre lufthavne, veje mellem eksempelvis Kangerlussuaq og Sisimiut og større sammenhæng i den offentlige trafik, hvor fastvingefly, små lokale både og kystskibe er bundet godt sammen i en ensartet tidstabel.”

Skrevet af