Skarp kritik af Boserup efter tv-udsendelse

I aftenens udgave af TV-avisen på DR1 fralægger direktør Niels Boserup sig ansvaret for det kaos, som siden søndag har hersket i Københavns Lufthavn – et ansvar, som hans direktør Kornerup påtog sig tidligere på ugen. I stedet giver Boserup flyselskaberne skylden for, at mange passagerer enten er kommet for sent til flyene eller har oplevet en meget stresset start på deres ferie. Boserup mener således, at hovedårsagen til de mange problemer er, at flyselskaberne i samarbejde med handlingselskaberne har åbnet for få in-checkningskranker.



Det er vores vurdering, at Niels Boserup lyver omkring situationen i lufthavnen. Forsinkelserne i lufthavnen kan i første række tilskrives køerne omkring sikkerhedskontrollen i lufthavnen. Endvidere har nedbrud på bagagebåndet gjort, at mere end 10.000 styk bagage ikke er kommet med samme fly som deres ejere.



Vi må opfordre til, at der umiddelbart laves en uvildig undersøgelse af de omstændigheder, der har ført til de sidste dages kaos i Københavns Lufthavn. Som en af lufthavnens største kunder/flyselskaber deltager vi naturligvis gerne i en sådan undersøgelse.


Skrevet af