Fredagskommentaren – En dårlig ide med kæmpefly

Af Ejvind Olesen



STOR,STØRRE, størst. Hurtig, hurtigere hurtigst. Skal vi blive ved? Det var der nok grund til at stille spørgsmålstegn ved, da Airbus-fabrikkerne bugnende af stolthed sammen med hele den franske nation, så Airbus 380 på 500 ton komme i luften for første gang.



Om et år står en del flyselskaber klar til at modtage flyet med plads til 800 passagerer, men tror nu endelig ikke, det bliver i de luksusudgaver, vi samme aften kunne se på skærmen.



Bortset fra avancerede business class pladser, vil det blive endnu mere sammenstuvning af passagererne, end dem vi allerede i dag kender. I sin værste udgave med 11 på tværs i en Boeing 747 og alenlange køer ved toiletterne.



Fem i midten og tre i hver side i værste charterversion. I japanske udgave indenrigs rummer Boeing 747 allerede i dag 550 personer.



13 flyselskaber har bestilt kæmpefuglen indtil nu. Til lykke med det. Til bl. a. Lufthansa, Air France, Singapore Airlines og Thai – samt selvfølgelig Richard Branson som med Virgin Atlantic nok skal byde på den mest spektakulære indretning af kabinen (i to etager).



TÆNK ENGANG på en ankomst med Lufthansa i Miami eller Thai i Los Angeles. Værsgo, nu ankommer lige 800 passagerer. Vi er kommet over til Guds eget land på rekordtid – bortset fra dem, der i sin tid tog Concorden – og er klar til at fortsætte oplevelserne på landjorden.



I dag tager det mere end en time gennem køen med passagerer fra en Boeing 747 eller en Airbus A 340. Nu kommer vi nok op på to til tre timer for at komme igennem det amerikanske filter.



Eller tænk på Bangkoks lufthavn en aften ved midnatstide, når 800 passagerer skal med samme fly, og måske er der to eller tre af slagsen.



Nu gør det ikke noget, at man helst skal ud af hotellet midt om eftermiddagen i Bangkok , for det passer alligevel pænt med afgangen ved midnat fra en, til den tid, moderne lufthavn.



Der er ingen grund til at falde i svime over teknikken, som flere aviser gjorde forleden. At være pilot i dette kæmpefly, er stort set det samme som at flyve en mindre Airbus A 330 eller 340. og det er i sig selv imponerende nok. Men det har vi jo allerede prøvet og beskrevet til fulde.



DISSE LIDT skeptiske betragtninger har intet at gøre med manglende respekt for flyvningens udvikling og passagerflyenes fortsatte forbedringer, hvad teknik, forurening og brændstofforbrug at gøre.



Både Airbus og Boeing har med deres konstante nyskabelser hovedæren for, at passagererne i dag kan komme sikkert og billigt rundt i verden. Nu har Airbus skabt en behov for et kæmpefly, som jeg ganske enkelt ikke mener, vi har brug for.



Jeg vil gerne imponeres, og det er jeg sandelig også blevet igen og igen. Fra min første tur med Caravallen, til rejsen over Nordpolen med en Boeing 747 til Japan og Fjernøsten i 1973, til premieturen fra Paris over Azorerne med Concorden og senere med en flyvning fra London til Bahrain.



Jeg troede en overgang, at den næste nyskabelse skulle blive et større overlydsfly en Concorden, men den er nu skrinlagt. Der var ingen brug for den. Mon det går på samme måde med A 380 ?. Eller skal vi om mange år se Sterling, eller andre, flyve charter til Orlando med kæmpefuglen, som ruteselskaberne hverken havde råd til eller brug for.



Svaret blæser i vinden!

Skrevet af