London får Sommer OL 2012

Bare nogle timer inden afgørelsen om værtskabet for OL i 2012, var kapløbet reduceret til en duel mellem London og Paris.



Kilder i Den Internationale Olympiske Komité (IOC), oplyser til det franske nyhedsbureau AFP, at Madrid, Moskva og New York er ude af billedet. ”Næsten alle medlemmer har taget stilling – kun Paris og London er tilbage.”



Ifølge hjemmesiden Sportcal.com skulle 44% af IOC-medlemmerne være stemt for London, 29% for Paris, 10% til såvel Madrid som New York, mens Moskva, der også var vært i 1980 havde opbakning fra 7%.



De 99 stemmeberettigede IOC-medlemmer har været under pres inden de afgiver deres stemme i Raffles City Convention Center.

Blandt de prominente, som de sidste par dage har været i Singapore for at tale deres bys sag, er den engelske premierminister, Tony Blair, den franske præsident Jacques Chirac, den spanske premierminister, mens Ruslands præsident Putin via satellit ville tale til IOC-medlemmerne – for første gang på engelsk.



New York har været repræsenteret af tidligere præsidentfrue og nu senator for New York, Hillary Clinton, samt byens borgmester, Michael Bloomberg.



Også den verdensberømte sværvægtsbokser Muhammad Ali har været i Singapore på vegne af New York.



For London har Englands landsholdsanfører, David Beckham, været i Singapore, mens hans holdkammerat fra Real Madrid, Raul, sammen med cykellegenden Miguel Indurain talte den spanske hovedstads sag.



De 99 IOC-medlemmer stemte onsdag aften, Singapore-tid. Hvis ingen by fik flertal, røg byen med færrest stemmer ud, og der stemmes så til en by har flertal. Og flertallet sagde altså London.

Skrevet af