Advarer igen om forringede regler for rejseforsikring

Danske Regioner er sammen med Indenrigsministeriet omsider kommet i gang med at informere danskerne om de store ændringer. Disse har været hyppigt omtalt på Take Offs hjemmeside og i selve bladet.



Sidste år kom over 1.000 danskere så galt af sted på rejser i udlandet, at de ikke kunne transporteres hjem med almindeligt fly eller i privatbil.



Men når den offentligt betalt hjemtransport forsvinder, undtagen fra de nordiske lande, bliver det en dyr affære ikke at være dækket af en forsikring.



Snart begynder skisæsonen og alene sidste sæson anmeldte næsten 5.000 danskere en skiskade til den offentlige rejsesygesikring. 1.003 var så alvorlige, at den tilskadekomne måtte flyves hjem i den såkaldte knogleekspres. Skal man selv betale for dette, kan prisen hurtigt løbe op over 100.000 kr., siger tal fra SOS International.



De nye regler for rejsesygesikringen er ikke kun relevante for skituristerne, men for alle danske turister året rundt.



For ændringerne af rejsesygesikringen betyder også, at danskernes fra årsskiftet ikke længere får dækket udgifter til læge- og hospitalsbehandling uden for de nordiske lande, EU-landene, Færøerne, Grønland, Schweiz samt andre små europæiske stater som eksempelvis Andorra og San Marino.



Efter nytår skal man selv betale for læge- og hospitalsbehandling i f.eks. Tyrkiet, Kroatien, Egypten, Israel og Tunesien.



Læs mere om de nye regler for den offentlige rejsesygesikring på hjemmesiden: nyerejseregler.dk

Skrevet af